Oktober måneds te-boks

Denne måneds te-boks er fyldt med lækker te fra danske Østerlandsk the-hus, Te-selskabet og to engelske brands, Clipper og Clearspring.

Læs mere om te-boksens indhold i folderen nedenfor.

oktober te-boks


VELKOMSTFOLDER

 

Temperaturen falder, og vi ser mindre til solen. Bladene begynder at skifte farve, og i stedet for at pryde trækronerne, dækker de snart jorden, som var de den første nyfaldne sne. Efteråret er her, og derfor er der endnu mere grund til at hygge om sig selv.

Her til oktober har vi besøgt nogle af de bedste danske te-huse, hvor vi har fundet nogle lækre smagsoplevelser til dig. Hos Te-Selskabet i Gentofte fandt vi en lækker grøn sencha te med smagen ”morgenduft”. Vi har også været en tur forbi det historiske te-hus, Østerlandsk Thehus, i indre København på Nørrevoldgade. Herfra valgte vi en smagfuld sort te med smag af ingefær, som passende kan bruges mod de mange forkølelser, der måske ligger og venter forude.

Udover to lækre poser te, skal du ikke snydes for et par tebreve. Denne gang er det breve fra to engelske te-huse, som har fundet vejen til te-boksen. Det ene te-hus er Clipper, som sørger for, det er kvalitets-te, der kommer i tebrevene. Det andet te-hus er Clearspring, som går meget op økologi og bæredygtighed. I denne omgang er te-boksen altså blevet en stærk kombination af to danske te-huse og to engelske.

Med indholdet i denne måned, håber vi derfor, at vi indbyder til ekstra hygge med mennesker, du holder af, en god bog eller en spændende serie i fjernsynet. Vi håber, at teen smager dig, og du får en skøn oktober måned, hvor efteråret forhåbentlig viser sig fra sin smukkeste side.

De bedste hilsner

te-salonen logo

Denne måneds leverandører

Te-Selskabet

Den lille hyggelige butik, Te-Selskabet, i Gentofte bestyres af en mand, Lars Hansen- Damm, som siden han var dreng, har været bidt og fascineret af te. Fra han var en lille skoledreng, hvor forældrenes venner bød på te efter skole, har han været bevidst om den ro og hygge, som te indbyder til. Det har derfor på sin vis altid ligget i kortene, at Lars Hansen-Damm skulle åbne sinegen lille butik med et udsøgt sortiment af den fantastiske drik.

Østerlandsk Thehus

Det historiske thehus, Østerlandsk, blev grundlagt tilbage i 1889 af en dansk marinesoldat, Søren Wilhelm Jacobsen. Søren Wilhelm Jacobsen deltog i den engelske Dronning Victorias 50 års jubilæum i 1887 i England. Her blev Søren Wilhelm budt på en te, der gjorde stort indtryk på ham. Han besluttede sig derfor for at bringe opskriften med sig tilbage til Danmark. Med opskriften i baglommen grundlagde han Østerlandsk Thehus på den adresse, hvor thehuset ligger i dag og med den specielle ”Admiralitetsthe” fra Dronningen på hylderne.

Clipper

”Det er det indre, der tæller”. Det er devisen, som Clipper laver te ud fra. Clipper har specialiseret sig i tebreve, og det er brevenes indhold, der interesserer dem. For Mike og Lorraine, som grundlagde Clipper i 1984, har det været vigtigt, at et tebrev ikke bare var et tebrev med en ubestemmelig masse. Tebreve rummer mange muligheder, og det er disse muligheder, som Mike og Lorraine udnytter, så de stopper te af den bedste kvalitet ned i brevene.

Clearspring

Christopher Dawson boede i Japan i 18 år, og det er derfra grundlæggeren af Clearspirng har fået inspirationen til at videreføre den gode japanske tradition for te. Teen man finder i Clearsprings japanske blandinger er af høj økologisk kvalitet, hvor den gode produktion og pakning af teen er i højsædet. Desuden er det fra Christopher Dawsons tid i Japan, at hans gode forhold til te-plantagerne er blevet opretholdt, så Clearspring i dag får te fra lokale te-producenter i Japan.

Denne måneds te

Grøn sencha med morgenduft

Løs te fra Te-Selskabet

Grøn sencha er en dejlig og mild grøn japansk te. Den grønne sencha er tilsat eksotiske frugter og blomster, som gør smagen meget afstemt. Det er en visuel flot og fængende te, der på grund af de tilsatte frugter og blomster fremstår farverig og tiltrækkende. Den er blød og svagt sødlig i sin smag, hvilket gør den velegnet til børn og andre, der ikke er så vilde med en meget kraftig te-smag.

Teen skal brygges ved 80-90 grader og trække i 4-6 minutter. Doseringen er 1 tsk. pr. kop.

Sort te med ingefær

Løs te fra Østerlandsk Thehus

En økologisk sort keemun te fra Anhui Provinsen i Kina. Teen har været produceret siden 1800-tallet, og er utrolig nok mere kendt i Vesten end i Kina. Det er en let sødlig karakterfuld te, som indeholder mindre garvesyre end mange andre sorte teer gør. Teen her er tilsat ingefær, som giver den et dejligt opfriskende pift. Den smukke te, som får en ravgylden farve i koppen, gør sig rigtig godt med lidt mælk i.

Teen skal tilberedes ved 100 grader varmt vand og trække i 3 minutter.

Mint green te

Tebreve fra Clipper

En grøn te tilsat pebermynte, som giver teen en dejlig kraftfuld og energisk smag. Teen er økologisk, og har derfor ikke været udsat for nogen former for kemikalier eller tilsætningsstoffer. Teen passer godt til hele dagen, da den hverken er for sød eller for frisk.

Brevene tilberedes ved frisk kogende vand på 100 grader og skal trække i 1-3 minutter.

Japansk Oolong

Tebreve Clearspring

Oolong teen er helt sin egen. Den ligger nemlig på kanten mellem at være en sort og en grøn te. Produktionen af Oolong kræver stor tålmodighed. Man stopper for fermenterings- og iltningsprocessen, inden teen bliver til sort te, men efter, den har været en klassisk grøn te. Derefter bliver teen dampet for at opnå en let røget og delikat smag. Teen har derfor sin helt egen smag, og er noget for sig.

Teen skal tilberedes ved 100 grader kogende varmt vand og trække i 1-2 minutter for at opnå den bedste smag.

En lille treat

De gode karameller fra Karamelleriet i Jægersborggade har endnu engang fundet sin vej til te-boksen. De kan vidst sagtens klares at blive nydt én gang til! Rigtig god fornøjelse.

te-salonen logo