VELKOMSTFOLDER
Kære
Allerede. Første måned af 2018 er gået, og det betyder jo heldigvis én måned tættere på lysere og lunere tider, men selvfølgelig også, at en ny te-boks udkommer!
Denne februar boks har lidt et tema … Boksen er nemlig præget af en del grønne teer, da det er nogle bokse siden, der har været et udvalg af grøn te. Så, hvis du ikke er så meget til grøn te, så beklager vi – men måske, vi kan overraske dig med nogle nye nuancer af den grønne te i disse tre varianter, som er med i boksen. Dog er hele boksen ikke ”grøn”, da en ny te-variant har sneget sig med.
Den ene ”løse” te er nemlig en æske med 15 lækre breve fra engelske Teapigs. Brevene indeholder en sort te, som er tilsat en masse lækre, varme smagskomponenter og går under navnet ”Chai te”. Måske du kender alt til chai te, måske du ikke gør. Men lige gyldig hvad, så håber vi, denne udgave falder i din smag. Den anden pose løs te er fra danske Chaya og består af en klassisk grøn, gunpowder te. Derudover er der som altid et par te-breve med i boksen. Denne måned er det smukke og æstetiske breve fra danske T-Town og endnu engang et par lækre breve fra australske T2Tea.
Til sidst, så vil vi bare huske dig på, du altid er velkommen til at sende os både ris og ros, når det kommer til boksens indhold, modtagelsen og oplevelsen i sig selv. Vi håber, du får en dejlig februar måned fyldt med masser af hyggelige te-stunder, dejlige mennesker, lys og kærlighed.
De bedste hilsner

Denne måneds leverandører
Teapigs
Engelske Nick og Louise grundlagde Teapigs i 2006 i Brentford, der ligger i udkanten af London. Begge havde i mange år arbejdet for større te-grossister, men de ønskede at etablere deres egen virksomhed med fokus på kvalitets-te fra udvalgte farme. På 10 år er Teapigs vokset til ét af Englands førende te-mærker, og vi er vilde med den høje kvalitet, den uhøjtidelige stil og ikke mindst smagen og indpakningen.
Chaya
Chaya, som er beliggende i Charlottenlund i Nordsjælland, er et skønt te-hus. Navnet betyder ”det lille tehus” på japansk, hvilket passer ind i Chayas univers. Hos Chaya får du lækre te-blandinger, for som de selv siger, så er livet for kort til dårlig te. I sommerperioden kan du besøge Dronning Louises Tehus i Gentofte, som Chaya leverer te til. Dette er det selv samme sted, hvor Christian IXs hustru, Dronning Louise, nød sine roser og tilbragte mange somre med Kongen og deres mange børn.
T-Town
T-Town er et københavnsk te-brand, som er kendt for både lækkert indhold og indpakning. Blenderne bag er Claus Meyer, Mikael Grønlykke og Jacob Kocemba – tre dygtige mænd, når det kommer til smag. Når T-town blender te, så er det med lige dele respekt for tradition og innovation. Nye smage og blandinger bliver derfor afprøvet, og det har skabt et lækkert og smagfuldt sortiment. Teerne er desuden uden kunstig smag og duft, og det er derfor kun rene og naturlige ingredienser, der bliver anvendt
T2Tea
Pink loft, vægge beklædt med kinesiske aviser og masser af te-udstyr. Det beskriver T2s første tebutik, som åbnede i den australske by Melbourne.Det var, og er, teens evne til at bringe mange forskelligartede mennesker sammen, der blandt andet var drivkraften for T2 Teas opståen. Hos T2 er det lysten til at eksperimentere med teens (næsten) uendelige muligheder, der driver værket. Og passionen og lysten er til at smage i de lækre breve fra australske T2Tea.
Denne måneds te
Chai te
15 tebreve fra Teapigs
For første gang, er der nu en chai te med i te-boksen. Denne udgave er fra engelske Teapigs, som altid leverer smukt indpakkede – og ikke mindst velsmagende te-breve. Denne chai te består af sort te, kanel, ingefær, kardemomme og vanilje. Teen kan med fordel nydes med en sjat mælk og for dem, der er til det, endda lidt sukker eller honning. Teen er især god, når du er ved at falde i søvn henover skrivebordet og har brug for en opkvikker.
Teen skal brygges ved 100grader varmt vand og trække i 3-5 minutter.
Grøn Mynte
Løs te fra Chaya
Denne te fra danske Chaya, er en klassisk kinesisk, grøn gunpowder te. Teen har fået sit specielle navn fra dens udseende, da teen er rullet som små kugler og dermed ligner pistolkrudt. Denne te er tilsat ægyptisk mynte, og det giver teen en let og lys farve i koppen. Teen både smager og dufter af mynte og kan nydes både morgen, middag og aften. Gunpowder har ofte en positiv effekt på krop og mave, så hvis du har brug for lidt let udrensning, så kan du med fordel drikke en kop Grøn Mynte.
Teen skal brygges ved 80 grader varmt vand og trække i 3-5 minutter.
Yellow Green
Tebreve fra T-Town
De smukke breve fra danske T-Town, som er designet af Claus Meyers kone, Christina Meyer Bengtsson, består af en grøn indisk te. Teen er tilsat ingefær, citrongræs, citronskal, appelsinskal og lime- og citronolie. Det er en blanding sprængfyldt af friske citrussmage, og den er derfor oplagt at drikke om morgenen.
Brevene skal brygges ved 80 grader og trække i 2-3 minutter.
Sencha
Tebreve fra T2Tea
Brevene fra australske T2Tea består af endnu en grøn te, og det er egentlig det. Der er nemlig ingen tilsatte smagsgivere, da den grønne sencha te smager af nok i sig selv. Disse breve er derfor et godt eksempel på, at te ikke altid behøver have tilsat smag, fordi god te faktisk smager af nok i sig selv.
Tebrevene brygges ved 80 grader varmt vand og skal trække i 1-3 minutter.
En lille treat …
En lille lækker chokolade treat til dig!