VELKOMSTFOLDER
Kære
Velkommen til en boks fyldt med gensynsglæde, selvforkælelse og kræsen for sanserne, udvalgt særligt til dig.
…og alle de andre medlemmer 😉 I sidste måned havde vi skruet ned for teen, for at lave plads til noget nyt, så i denne måned har vi skruet op for teen, så du ikke går glip af noget.
Vi har til denne boks valgt at tage fat i nogle gamle kendinge, da vi i efteråret har lagt i kakkelovnen til helt nye te-eventyr. Hvis du har været med os et par måneder, kan du nok kende de fleste af poserne, men bare rolig, teen er helt ny.
Termometeret melder stadig om sydlandske temperaturer, men vi har alligevel valgt at inkludere noget te, som nydes bedst varm, for aftenerne er stadig kolde, og nogle vaner er hårde at bryde.
Vi håber du bliver lige så glad for boksen, som vi er, og vi vil gerne huske dig på, du altid er velkommen til at sende os både ris og ros, når det kommer til boksens indhold, modtagelsen og oplevelsen i sig selv. Hvis du gerne vil følge med i alle vores nye påfund og idéer, kan du følge med på både hjemmesiden, Facebook og Instagram.
Vi håber, du får en dejlig august med tid til både sol, strand og eftermiddags hygge med te og søde mennesker.
De bedste hilsner

Denne måneds leverandører
The Teamakers of London
Også Engelske The Teamakers of London har været med i boksen i løbet af de sidste par måneder. Men man skulle da være et skarn, hvis ikke man vendte tilbage til en leverandør af så smagfuld kvalitetste. De er prisbelønnede for deres høje kvalitet og er et oplagt tehus, når man skal ud og have fat i de helt rene teer, hvor forarbejdningen og den oprindelige plante har alt at sige for smagen.
Fru P
Det er ikke mange bokse siden du sidst så den brune papirspose fra Fru P – Ja man kan næsten tælle det helt uden hænder. Men, vi syntes nu det var så lækkert med kvædeteen i sidste måned, at vi lige fik en lille pose mere.
TeSelskabet
Med TeSelskabet har vi lavet et hattrick af genkendelighed, for også de har været med i boksen for nyligt. Vi sagde det dog fra start, dette er en gensyns-glæde-boks, og eftersom danske TeSelskabet har fået en masse ros og kærlighed med sidst, var det kun helt naturligt at de kom med igen.
Roots Foods
Også Roots Food har været med før, med deres smagfulde moringa-te og store fokus på bæredygtighed i produktionen i Fillipinerne.
Mariage Fréres
Nede ad en lille baggade, som man kommer til gennem en anden baggade, ligger på hjørnet af to brostensbelagte stræder, en lille butik med træ på væggene og store udstillingsvinduer. En butik, som man kun finder, hvis man leder efter den. Inde bag de store trædøre gemmer sig et mekka for te-elskere. Duften kilder i næsen og man får straks lyst til at stikke næsen i alle de mange krukker med lækker te.
Ole chokolade
I den jydske muld gemmer sig en familiejet chokoladefabrik, som producerer de dejligste kreationer, perfekt til eftermiddagsteen.
Denne måneds te
Ceylon Kenilworth Tea Garden
løs te fra The Teamakers of London
Kenilworth navnet kommer fra den te-have, som teen er høstet i. Den ligger i den centrale provins på Sri Lanka, godt placeret mellem to floder. Da den ligger i en højde på 615-640 m klasificeres teen som ’mid-grown’. Denne Ceylon te har en blød, men stærk smag, med en sødlig eftersmag, og bliver en flot skarp rav-farve. Den er perfekt som morgenmads-te.
Teen skal brygges ved 100 grader varmt vand og trække i ca. 3-5 minutter.
Karamel Te
Løs te fra Fru P
Du kan nok allerede dufte det nu? Den sødlige duft af karamel er lige til at få tænderne til at løbe i vand! Den bløde karamel te er guf for smagsløgene og perfekt til sådan en lørdag eftermiddag. Den består af grøn te, karamel og morgenfrueblade. En delikat kombination, der er sammensat, så den giver størst mulig fylde og smag. Den er perfekt som alternativ til slikskålen, og så får man samtidig alt det gode fra den grønne te. Den kan med fordel også nydes som iste.
Teen skal brygges ved 80 grader varmt vand og trække i 3-5 minutter.
Rooibos African Morning
Løs te fra TeSelskabet
Der er ægte ’Løvernes Konge’-stemning med den her te. Grundteen er grøn og rød rooibos fra Sydafrika, som indeholder store mængder af antioxidanter, c-vitamin, jern, kalcium og vigtigst af alt, god smag. Denne variant har fået tilsat en lang liste af lækre ingredienser, som giver en fyldig og frisk smag af citrus, hyldeblomst og abrikos. Resultatet er en kop direkte fra savannen, og man kan næsten høre den velkendte “Nants ingonyama bagithi Baba ..” (kendingsmelodien fra løvernes konge red.). Eftersom temperaturen efterhånden matcher sydens varme, er det selvfølgelig en te, som gør sig fantastisk i den kolde variant. Se Facebook eller hjemmesiden for opskrift.
Teen skal brygges ved 95 grader varmt vand og trække i 3-4 minutter
Marco Polo
Tebreve fra Mariage Fréres
I foråret lagde vi et par teaser billeder på vores instagram, fra deres hyggelige parisiske butik, her mange måneder efter, får du endelig lov at smage på, hvad vi valgte dengang. På anbefaling af en anden gæst i butikken, blev det deres absolutte favorit – Marco Polo. En sort te med smag af blomster og frugt. Med kinesiske og tibetanske blomster, vil den sende dig og dine smagsløg på eventyr til fjerne egne.
Brevene skal trække i 5 minutter i 95 grader varmt vand.
Natural Born Hybrid
Tebreve fra Roots Food
Det er i kke første gang, vi har moringa-te med i boksen. Denne nærende grønne te, er lavet af blade fra moringa-træet, som dyrkes og høstes på Fillipinerne. Sidst vi have moringa-te med, var det med en snert af citron, denne gang, har vi valgt en variant med mynthe. Den karakteristiske smag af moringa-bladene kommer stadig til deres ret, men akkompagneret af en frisk smag af mynthe, som sender tankerne mod feriestunder og frisklavede mojitos. Teen er koffeinfri, så den kan passende nydes om aftenen lige inden sengetid.
Brevene skal trække i 3-4 minutter i 80 grader varmt vand.
En lille treat …
I denne måned har vi fundet lidt lækkert kræs for smagsløgene i form af den perfekte kombination af mandler, chokolade og et pift af hindbær eller lakrids.