April måneds te-boks

En te-boks fyldt med spændende te fra både Danmark og England. I te-boksen for april måned kunne du smage på te fra danske A.C Perchs og fra de engelske te-huse The Tea Makers London, Fortnum and Mason og Teapigs.

Læs mere om te-boksens indhold nedenfor i folderen.

April måneds te-boks


VELKOMSTFOLDER

 

De første forårstegn er så småt begyndt at vise sig, og forhåbentlig får du lejlighed til at nyde et par kopper af månedens te udenfor i forårssolen, når den titter frem!

Vi har glædet os til at sende denne boks ud til dig, for vi synes, den er fyldt med interessante og velsmagende te-sorter. I denne måned tager vi dig både med til London og et smut forbi den københavnerbaserede te-handel, A.C Perch’s. Vi har nøje udvalgt begge slags te med henblik på forhåbentlig at udfordre, udforske og glæde dine smagsløg. Derfor håber vi også, at de vil blive nydt, måske endda så meget, at du vil anbefale os til venner og familie.

Derudover byder månedens boks fra Te-salonen på et par ekstra smagsprøver i form af lækre tebreve. Også i denne måned følger der en lille ekstra treat med i boksen.

Hver måned gør vi os store bestræbelser på at udvælge den bedste og mest velsmagende te fra hele verden. Vi ønsker at, du får størst mulig glæde af din boks fra Te-salonen. Vi ønsker dig en dejlig april, der forhåbentlig bliver fyldt med masser af solstråler, som kan nydes i godt selskab over en kop te.

De bedste hilsner

te-salonen logo

Denne måneds leverandører

A.C. Perch’s Thehandel

De fleste københavnere kender A.C. Perch’s Thehandel, der ligger i Kronprinsensgade i det indre København. Thehandlen blev grundlagt i 1835 og har stadig til huse i de oprindelige lokaler og er et yndet mål for mange. Her er det muligt både at købe den lækre te og måske også nyde en kop te og en kage i den charmerede te-salon. Kvaliteten af deres te er helt i top, og vi er glade for at have dem med her hos Te-salonen.

 

The Tea Makers London

I Dartford i det sydøstlige London holder The Tea Makers London til. Derfra udgår de lækreste te-blandinger til de kræsne englændere – og nu også til te-elskende danskere via Te-salonen. The Tea Makers er grundlagt af erfarne te-folk, som efter mange år i andre te-virksomheder fik lyst til at stå på egne ben. De har fokus på at udvikle helt nye blandinger, som man ikke ser nogle andre steder.

 

Fortnum & Mason

De mest berømte stormagasiner i England laver deres helt egen te. Det hyggeligste af dem alle, Fortnum & Mason, der ligger på Picadilly i London, er ingen undtagelse. Fortnum & Mason blev grundlagt af William Fortnum tilbage i 1707, og i dag er stormagasinet bl.a. leverandør til det engelske kongehus. Så når du drikker din te fra Fortnum & Mason, så deler du te-vaner med den engelske dronning! Husk endelig at besøge Fortnum & Mason næste gang, du er i London. Det er en stor oplevelse.

Teapigs

Engelske Nick og Louise grundlagde Teapigs i 2006 i Brentford, der ligger i udkanten af London. Begge havde i mange år arbejdet for større te-grossister, og de ønskede nu at etablere deres helt egen virksomhed. Her ville de have fokus på kvalitets-te fra udvalgte farme, men uden alt det snobberi, der ofte er en følgesvend i teens verden. På 10 år er Teapigs vokset til ét af Englands førende te-mærker, og vi er vilde med den høje kvalitet og den uhøjtidelige stil.

Denne måneds te

Boston Blanding

A.C. Perch’s Thehandel

Den meget populære tehandel, A. C Perchs i indre København, har i denne måned leveret Boston-blandingen, som er en blød kinesisk Panyong-te uden garvesyre. Teen er en Earl Grey-blanding, men denne te er speciel, idet den har en mere fremtrædende te-smag end mange af de klassiske Earl Grey-blandinger, der er på markedet. Derfor egner teen sig også godt til eftermiddagsstunden, hvor den kan akkompagneres af noget sødt til ganen.

Tilberedes med 90 grader varmt vand og har en lang trækketid på 8 minutter, som det er vigtigt at give den, så smagen trækkes ordentligt ud af te-bladene.

Alluring Apple Ginger

Løs te fraThe Tea Makers London

Vi skal også en tur til London, hvor denne friske og søde te kommer fra – en te, som vi er faldet fuldstændigt for her hos Te-salonen!

Teen er en grøn te, som blander den stærke ingefær med den søde smag fra blåbær samt smagen fra det sprøde og syrlige æble. Dette giver teen en helt unik smag, som er meget forfriskende. Den passer perfekt til en stund i april-solen.

Tilberedes med 80 grader varmt vand og trækker i 2-3 minutter. Dette sikrer, at de gode antioxidanter i den grønne te ikke ødelægges.

Countess Grey

Tebreve fra Fortnum & Mason

Lækre te-breve fra én af Englands førende stormagasiner, Fortnum & Mason sikrer, at du også har lidt god te til farten.

Countess Grey er baseret på sort kinesisk te tilsat bergamotte og et strejf af appelsin, som sikrer at denne te smager frisk og delikat.

Tilberedes med 100 grader varmt vand og trækker i 3 minutter.

Popcorn-te

Tebreve fra Teapigs

Her kommer en te, som du måske aldrig har prøvet før: Popcorn-te.

Idéen kommer fra Japan, hvor te-bønderne plejede at tilsætte ristet ris til deres grønne te-blade, hvilket giver en helt særlig, ja, popcorn-agtig smag! Nu har det innovative engelske te-hus, Teapigs, taget idéen op i en helt ny te, som er både sjov og velsmagende.

Tilberedes med 80 grader varmt vand og trækker i 3 minutter.

En lille ekstra treat

Chokolade-æg fra Simply Chocolate

Simple Chocolate er én af Danmarks førende producenter af kvalitets-chokolade. Derfor kunne vi ikke dy os for at lade deres meget lækre chokolade-æg supplere månedens te her i april.

te-salonen logo